Lidt om farver og valget af samme, bl.a. harmonier og kontraster.

www.farver.biz

Kik også ind i vor www.web-butik.info

Kik også ind i vor www.web-butik.info - klik her.

Lidt om farver og valget af samme, bl.a. harmonier og kontraster.

Harmonier og kontraster.

Primær farver er gul, rød og blå.
De kan ikke frembringes ved at blande andre farver.

Sekundære farver er grøn, orange og violet, der blandes af to primære farver, og bliver derved en sekundær farve.
Rød og gul bliver til orange, gul og blå til grøn, medens rød og blå, bliver til violet.

Tertiære farver er blandinger af sekundære farver, med en primærfarve:
F.eks. Rød + violet = rødviolet. Blå + violet = blåviolet, og så videre.

Komplimentære farver er en farves modsætning, for eksempel er den til grøn, rød. Gul, blå, og så videre.


Primær farver	Sekundære farver	Tertiære farver	Komplimentære farver

Der skelnes normalt mellem fire forskellige farveharmonier.


Monokrom harmoni	Analog harmoni	Komplementær harmoni	Kontrast harmoni

Monokrom harmoni:
Der anvendes en farve, i flere nuancer, hvilket giver et ensartet udseende.

Analog harmoni: Der anvendes et antal farver der ligger tæt op ad hinanden i farvecirklen, f.eks. gul, gulrød, rød-gul, rød, hvilket giver et roligt farvespil.
Komplementær harmoni: Der anvendes to farver, der ligger modsat hinanden på farvecirklen, f.eks. gul og blå. det er særlig godt når farverne skal anvendes som blikfang.
Kontrast harmoni: Der anvendes et antal farver der ligger langt fra hinanden i farvecirklen, det gør at et udseende virker harmonisk.

Andre harmonier findes oftest ved på denne måde at lægge geometriske figurer ind i farvecirklen. De farver der på denne måde ligger ud for figurens spidser danner tilsammen en ny harmoni.

De syv farvekontraster.

Kulde-varme kontrasten
- opstår når to kolde farver står overfor to varme farver. Rød-orange overfor blå-grøn, er den stærkeste kontrast, fordi orangerød er den varmeste farve i kredsen og blågrøn er den koldeste. Varm-kold kontrast beror på at den venstre halvdel af farvecirklen (blå-grøn) er kold og den højre (gul-rød) er varm.
De kolde farver træder tilbage, medens de varme farver fremhæves.
Varm-kold kontrasten er således et middel til at give en flade dybde og liv.
Komplementærkontrasten er den kontrast, hvor de to farver der ligger overfor hinanden og danner grå-sort ved en sammenblanding.

Står de op til hinanden, vil de fremhæve og understreges af hinanden. Oftest opnås det bedste resultat, ved at bruge meget af den ene farve, og kun ganske lidt af den anden.

Rødviolet og gulgrøn
- danner den stærkeste komplementærkontrast.

Kontrasten mellem lyse og mørke farver, vises tydeligst i kontrasten mellem gul og violet. De er kredsens lyseste og mørkeste farve. Den største kontrast er dog sort-hvid. Den lyse farve står frem, og den mørke tilbage. En flade virker ofte kedelig, hvis der ingen kontraster er.

Farvernes egenkontrast
- omhandler hele kredsen.
Primærfarverne giver tilsammen den største kontrast, medens tertiærfarverne giver en mere dæmpet kontrast. Tilføjes hvidt og sort til disse, vil farverne splittes mere, medens kontrasterne vil dæmpes, dersom man dæmper farvernes valør. Ligeledes kan farvernes egenkontrast varieres i styrke, for eksempel ved at gøre farven gul stærkere i styrke end violet.

Vil man som et eksempel give det indtryk at disse farver er lige stærke, eller kraftige, må man vægte violet med 3/4, medens gul så skal have 1/4-del styrke.

Simultankontrasten
- benævnes som den kontrast, der kan eksemplificerer den additive farvedannelse bedst. Ved at placere en neutral grå på en primær- eller sekundærfarve, vil den grå få karakter af farvens komplementærfarve. Neutral grå på rødt, vil se grønlig ud.

Simultankontrasten kan få farverne til at ændre karakter. Rødorange på grøn, vil se mere rød ud, fordi den grønne kalder rødt frem. Samtidig vil den grønne se mere blågrøn ud, da den rødorange kalder blågrønt. Simultankontraster gør billeder mere levende, bl.a. på grund af "uroen" i sammenblandingen.

Kvantitetskontrasten
- skal forståes som kontrasten mellem rene og klare farver - en såkaldt ren valør, og farvens lysere eller mørkere valør, bl.a. også hvidt og sort.

En given farve kan "brækkes" til en ren farve med hvidt, og farven vil da virke koldere. Omvendt vil farven, brækket med sort, virke "tungere og mere uren". Den vil dog virke mindre tung, hvis man brækker den med en komplementærfarve, hvorved den bliver ophøjet, og derved "mindre tung".

Samtidighedskontrasten er benævnelsen for det faktum, at farver påvirker hinanden ved der blotte tilstedeværelse. Speciel vil et stort farveområde påvirke et mindre.

De ovenstående eksempler er parvis helt ens i kvadraterne. Ofte er der flere kontraster på samme tid. Således er rød-grøn, når den komplementærkontrast og en kold-varm kontrast. Gul-violet er både komplementærkontrast og farvestyrkekontrast.

Tryk og trykprocessen.
Ved hver ny ordre skal trykmaskinen indstilles eller omstilles så den kan trykke den eksakte ordre. I gennemsnit beregnes en indretningstid i Europa til 50 minutter pr ordre, medens der i Danmark beregnes 25 minutter. Først skal papirformatet indstilles i både ilægger og udlægning. Presset mellem gummidugscylinder og modtrykscylinder skal justeres til opgavens gramvægt, eller papirets tykkelse. Dernæst skal papirtransporten indstilles således at maskinen kun tager ét ark ad gangen, og så hvert enkelt ark falder rigtigt ned i anlægget og bliver trukket korrekt over til sidemærket. Når papiret således kan køre korrekt og ubesværet skal offsetpladerne spændes i maskinen.

Afhængig af opgavens art og maskinens størrelse, er der mellem 1 og 10 plader der skal spændes i maskinen. Når pladens forkant er sat fast i den første lockskinne, køres cylinderen rundt indtil den anden lockskinne kommer frem, hvorefter pladens bagkant spændes i denne. På moderne maskiner sker dette automatisk. Når alle plader således er spændt i maskinen, lægges den rigtige farve i farvekassen/farvekasserne og disse indstilles ved hjælp af kontrolpultens knapper, så farvekasserne afgiver den rigtige farvemængde. Når der er farve på valserne fjernes gummien fra pladerne (i dag med med vand), og fugtevalserne slåes til og dermed kan trykkerens jagt på den rette vand/farvebalance begynde. “Aftrykket” på trykarket skal nu justeres, så det bliver trykt på midten af arket og i en ret vinkel. Ved flerfarvemaskiner skal hver enkelt plades tryk justeres, således at der opnås 100 % pasning imellem farverne. Når trykket er placeret rigtigt på arket og der er opnået den optimale pasning, skal den rigtige farvestyrke findes for hver farve. Når alt skønnes at være i orden, påbegyndes selve trykningen af oplaget. Alt det papir der er brugt til indstilling af maskinen (kaldes makulatur) bortskaffes, når hele oplaget er færdigtrykt.

Ved hver 4-farve indstilling er det ikke ualmindeligt at bruge op til 500 trykark til makulatur. Hvis ordren således lyder på 500 plakater i 4 farver skal der minimum købes 1000 ark hjem. Har maskinen automatisk eller halvautomatisk pladeindspænding, forudindstilling af farveprofil og vand- farvebalance, samt Ctp-plade-fremstilling, kan indstillingsmakulaturet dog reduceres med flere hundrede ark pr ordre.

Papirgennemløb.
Det sted på maskinen hvor det rene papir lægges i, kaldes ilæggeren. Her sidder papirapparatet som skal sørge for at maskinen kan få fat i ét ark ad gangen, og det har samtidig til opgave at sikrer at arket kommer ind i maskinen på samme måde hver gang. Til papirapparatet er tilknyttet en kompressor som frembringer suge- og pusteluft/blæseluft. Øverst, ud for papirstablens sider, er placeret blæsedyser der sikrer luft på papirstablen, så øverste 10-20 ark bliver skilt fra hinanden. For ikke at alle arkene skal flyve ukontrolleret rundt, er der placeret anordninger, så arkene alligevel bliver liggende, passende til opgave. Over papirstablen sidder sugeapparatet, som med to, eller flere, sugekopper tager fat i det øverste ark og skubber det ind i maskinen, så maskinens gribere eller bændler kan få fat i et enkelt ark. Denne bevægelse gentager sig for hvert trykark.

Når griberne eller bændlerne har fået fat i trykarket, bliver det ført ned over “bordet” til frontanlægget. For at arkene ikke skal flagre og ligge uroligt på bordet kan trykkeren montere diverse hjul og børster, der så holder arket nede, uden at holde det fast. Griberne sikrer at arket "slipper", så det ligger helt frit til
frontanlægget, hvorefter sidemærket tager fat i trykarkets ene side og trækker det over til sideanlægget,
hvor det igen slipper arket. I en brøkdel af et sekund ligger trykarket helt frit, i en ret vinkel mellem side-anlæg og frontanlæg. Her tager et andet sæt gribere nu fat i trykarket og leverer det til den første modtrykscylinders gribere som trækker det med rundt om modtrykscylinderen hvor det modtager trykket (imellem gummidugscylinder og modtrykscylinder). Er det en maskine med flere farveværker vil arket således vandre (via flere sæt gribere) igennem maskinen, fra modtrykscylinder til modtrykscylinder, indtil det har modtaget det antal farver, som den pågældende ordre kræver.

Et trykark der er fastholdt af gribere.

Da trykarket konstant er fastholdt af forskellige gribere, betyder det at trykarket ikke kan modtage tryk på den første cm. af forkanten. Fra det sidste trykværks modtrykscylinder bliver trykarket båret videre
igennem maskinen til et in-line lakværk og videre til en in-line tørresektion, hvorefter trykarket til sidst
når udlægningen hvor griberne slipper arket så det falder ned i en ordnet stak. I udlægningen kan der være monteret sugere, der holder lidt igen på arket når det kommer ud, samt blæseluft som gør, at ar-ket falder roligt ned på en luftpude.

Pasmærke og skæremærke.
De mest simple kontrolmærker er skæremærker (hjørnemærker) og pasmærker. Disse mærker kan enten placeres manuelt i filmmontagen eller i den elektroniske prepressproces. Skæremærket markerer hvor på trykarket den færdige tryksag skal skæres. Skæremærkerne bruges også af trykkeren til at indstille/placere trykbilledet midt på trykarket. Pasmærkerne er placeret i hver side af trykarket, således at der er to pasmærker for hver farve. Under indstilling af maskinen er det trykkerens opgave at få de fire pasmærker til at blive trykt nøjagtigt oven på hinanden, således at der til sidst kun fremtræder et pasmærke. Dermed har trykkeren opnået pasning. Det skal dog nævnes, at dét at få pasmærkerne til at holde pasning, ikke er en garanti for at hele trykbilledet holder pasning. Trykkeren må derfor kontrollere trykbilledets pasning sideløbende med indstillingen af „pasmærkepasningen“.

Vand- og farvebalance.
Ved indretning af maskinen og under selve trykningen af oplaget er det trykkerens opgave, at opnå og opretholde den rette balance imellem farve og fugtevand. Klimatiske forhold, maskinstop, og naturligvis maskinens indstilling, har stor indvirkning på vand-/farvebalancen og dermed på trykkvaliteten. Hvis der er for meget vand på pladen, vil vandet flyde ind over de trykgivende partier og dermed afvise trykfarven. Dette vil vise sig i et blegt tryk og i svære tilfælde kan man se såkaldte “vand-gardiner” i trykket. Man kan ligefrem se et “aftryk af vandet”. Der vil også være risiko for en for stor emulgering af farve og fugtevand, således at farven kommer til at indeholde for meget vand. Hvis der er for lidt vand på pladen vil pladens ikke-trykgivende partier ikke blive vandmættede og dermed er de ikke farve-afvisende. Trykfarven vil derfor få mulighed for at lægge sig på de ikke-trykgivende partier også. Det viser sig på papiret ved, at der er trykfarve, hvor der ikke burde være tryk. Man taler her om tørring af pladen. Hvis pladen er helt tør vil der være farve over alt. I værste tilfælde vil pladens ikke-trykgivende partier tage skade og der vil opstå såkaldt toning, som kun kan fjernes ved en oprensning af pladens bund. Til dette kan benyttes forskellige pladerensemidler som indeholder en let syrlig væske der også indeholder gummi. Hvis der er for meget farve på valser og plade, vil farven fortrænge eller opsuge fugtevandet. Og effekten kan blive den samme, som hvis der var for lidt vand. Hvis der er for lidt farve vil trykket blive for blegt.
Og effekten kan blive den samme som hvis der var for meget vand. Trykkeren kan også komme “ud af balance” under trykningen af oplaget, hvis han f.eks. skruer for meget op for farven, for at opnå et kraftigere farvelag. Derefter bliver han sandsynligvis også nødt til at skrue op for vandmængden for at kunne holde pladens bund (det ikke-trykgivende) ren og fri for farve. Hvis han så oven i købet har skruet lidt for meget op for vandmængden for at få en hurtigere reaktion, vil vandet begynde at fortrænge farven eller fortynde farven, så trykket optræder blegt. Alt sammen vil være med til at afgøre om et færdigt resultat er endegyldigt og brugeligt.

Selvklæbende tekster	Firmaskilte	Illustrationer	Bilreklame	Streamers
Pyloner	Stadionskilte	Fotoprint	Områdeskilte	Byggepladskilte
Systemskiltning	Sikkerhedsskilte	Piktogrammer	Logomåtter	Færdselstavler
Opsætningsmateriel	Facadeskilte	Bannere	Flag	Anvisninger

Kontakt os på telefon +45 64713608*, eller via e-mail
info@danskerhvervsbeklaedning.dk

https://www.facebook.com/www.5610.eu/

https://issuu.com/www.5610.eu

- en serviceside fra Dansk Erhvervsbeklædning.
Yderligere information på telefon +045 64713608* eller via e-mail
info@danskerhvervsbeklaedning.dk